Øg salgsprisen på din bolig – giv det udendørs en makeover

Øg salgsprisen på din bolig – giv det udendørs en makeover

Ifølge Paulun Bolig, som har mange års erfaring med køb og salg af boliger i København, er førstehåndsindtrykket meget vigtigt, når potentielle købere kommer til fremvisning. Mange lægger al deres fokus på det indvendige i boligen, når den skal gøres salgsklar, men det kan altså godt betale sig at bruge lidt energi på det udvendige også.

Hvis det første syn, man bliver mødt af, er en slidt facade, grønne fliser og en rodet forhave, går man i de fleste tilfælde også ind i huset med en forestilling om, at sælger ikke har prioriteret vedligeholdelse. Det er ærgerligt og kan i nogle tilfælde koste hussalget. Nedenfor har vi samlet en række ting, du kan gøre, når du skal forberede dit hus til fremvisninger og salg. Nogle af dem er småting, som er gratis og hurtige at klare, mens andre er mere omfattende og tidskrævende. Det er derfor op til dig selv at vurdere, hvor meget tid og hvor mange penge du vil bruge på det – det skal naturligvis kunne betale sig i forhold til salgsprisen.

Gør indkørslen pæn

Hvis du har en indkørsel foran eller ved siden af huset, kan du hurtigt shine den op ved at fjerne ukrudt mellem fliserne eller perlestenene. Hvis indkørslen og/eller havegangen er flisebelagt, kan du få dem renset, så eventuelle alger og andre misfarvninger forsvinder, og de flotte fliser kommer frem igen.

Hvis du i stedet har perlesten, kan du enten få fyldt et nyt lag på, eller i hvert fald rive de andre, så det ser pænt og velholdt ud, når der kommer folk til fremvisning.

Sørg for at der ikke står gamle cykler og en møgbeskidt bil, så det tager fokus fra den ellers fine indkørsel.

Giv terrassen en overhaling

En lækker terrasse er for mange købere et stort plus, når de skal finde deres drømmehus. Derfor er det godt givet ud, hvis du sørger for, at den er helt i top.

Rens fliserne, så de er pæne og ensfarvede over hele terrassen. I nogle tilfælde kan du selv klare det med en stivbørstet kost, men hvis det er meget slemt, kan det være, du skal have fat i en fliserenser. De kan lejes mange steder, og du kan også vælge at få en professionel ud og gøre det, så du ikke selv skal røre en finger.

Har du slidte eller ødelagte havemøbler stående, skal disse også væk. Hvis de er ødelagt, skal du højst sandsynligt ikke have dem med til din nye bolig alligevel, og så du kan lige så godt skille dig af med dem med det samme, så du ikke skal tænke på det, når alt skal pakkes ned og flyttes.

Hvis du er villig til at lægge lidt penge i at gøre terrassen mere anvendelig – og dermed huset mere salgbart – kan du overveje at få monteret en markise. Det tilføjer mange flere muligheder til terrassen, når man selv kan bestemme, om den skal være overdækket eller ej. Det giver desuden mulighed for flere timer udendørs, når markisen kan skærme for sommerens småbyger og skærme for de skarpe solstråler i løbet af dagen. I kombination med en terrassevarmer kan markisen desuden forlænge aftenerne og sæsonen med udendørs hyggestunder.

Hvis du har krukker stående, kan du sørge for, at der er friske planter og blomster i, så potentielle købere ikke bliver mødt af en bunke gamle krukker med afblomstrede jordbærplanter og visne blomster. Hvis du ikke har nogle krukker, kan du overveje at finde et par enkelte og plante lidt grønt i – det bidrager med en hyggelig stemning.

 

Ryd op i haven

Hvis din have flyder med aflagte havemøbler, gamle cykler, børnenes aflagte legetøj, osv. bør du helt sikkert skaffe det af vejen. Ligesom med ødelagte havemøbler på terrassen er det sikkert ikke noget, der skal med videre til den nye bolig alligevel, så du kan lige så godt få ryddet det væk med det samme.

Træer og buske der er gået ud, læhegn med huller i og væltede brændestabler ser super rodet ud og giver et sjusket indtryk. Det samme gælder rod langs huset. Du ser det måske ikke selv, men den gamle tromle, som I aldrig fik lavet til det moderne havebord, springer i øjnene på de besøgende – og ikke på den gode måde.

Sørg desuden for, at græsset er slået og hækken er klippet, så der ser indbydende og velholdt ud hele vejen rundt om boligen.

En del af ovenstående kræver tid og kræfter, men meget af det koster ikke andet end netop det. Til gengæld kan det gøre en enorm forskel for det indtryk, potentielle købere får af din bolig. Det er derfor godt givet ud af tid og ressourcer, hvis du ønsker at øge værdien og salgbarheden på din bolig.






related articles